Super-duperSkriv om de ting du mener er super duper

Der var en gang et lille skib, som sejlede ud på havets store blå bølger, sådan starter min studie veninde tit sine historier, om hendes tid som sejler. Hun har sejlet i rigtig mange år, kan en helt masse røvehistorier. Jeg elsker en god historie. Kan få flere timer til at gå med at sidde og lytte til historier. Især hvis de bliver fortalt rigtig godt. Det er meget rart med en god historie fortæller, når man trænger til en pause fra studiet. Så kan man lige læne sig tilbage og nyde en god historie, få et lille afbræk i hverden, og det kedelige tunge pres i bøgerne. Vi sad en dag, talte lidt frem og tilbage om forholdene om bord på skibene. Hun fortalte når det skulle varmt vand til, eller varme på skibet, skulle man gå ned i skibet, drejer på nogle skiver, trykke på nogle pumper, med et gammelt håndtag, skulle hun med håndkraft stå op pumpe fyringsolie op i oliefyret så varmen kunne komme rundt. Hvis man gjorde det hver dag, skulle man ikke pumpe så meget, glemte man det, skulle der bruges rigtig mange kræfter. Jeg er dybt fascineret af hendes historier om bord på skibet. Jeg har aldrig selv rigtig sejlet, men hun fortæller de mest fantastiske historier om livet til søs, de lande hun har været i. Tiden om bord på skibet. Når man kigger på hende, så tænker man ikke at hun har sejlet i 6 år. Der hviler en sjælende ro over hende, en skæg vished. Hun har brugt mange timer om bord på at læse bøger, hun er nok født gammel klog. Hun er en fantastisk historie fortæller, jeg kan blive helt tryllebundet af hende måde at fortælle på. Hendes billedsprog er fantastisk, hun gør historierne levende når hun fortæller. Man lever sig helt ind i dem, man føler selv at man var med om bord på skibet, man var med da de lagde til i Afrika, og gik i land. Det er fantastisk gave, jeg ville ønske jeg besad den evne som hun har. At kunne gøre en hver fortælling så levende for den lyttende, folk er helt stille, sidde betaget og kigger på hende når hun åbner munden. Hun sluger ens opmærksomhed, men hun elsker det også. Hun elsker at fortælle historierne, og nogen gange bliver det de rene røverhistorier, fordi hun kan se gejsten og spændingen i vores andres øjne. Vores lyst til at blive forbløffet, overrasket og til at hører meget mere. Jeg har tit joke med, at hvis jeg en aften ligger i min seng, og ikke kan falde i søvn, så vil jeg ringe til hende. Med sådan en fantastisk fortæller stemme, må hun kunne fortælle en historie, og få en hver til at falde i søvn, med en god drøm. Hun griner bare af mig og siger at jeg er så hjertelig velkomme til at ringe og få min helt egen private lille godnat historie. Gad vide om hun kan hyrers til at putte mine børn når de kommer, og de første 10 år frem. Det ville være rigtig smart.

Er i den alder hvor jeg begynder at gøre status over mit liv – eller en fase måske. Det kommer iigesom i nogle cirkler synes jeg. Nogle siger det er for hvet 10-år. Jeg ved det ikke. For mig har det bare været når det var.

Jeg er midt i livet. Har opnået meget. Er påbegyndt den fase hvor jeg bare drømmer om fred og ro. Der skal ikke nødvendigvis skrues op på fuld gas på håndtaget. Der må gerne være tid til fordybelse og omtanke.

Mine børn er halvstore, og sjældent hjemme i weekenderne. Min mand har efter lang tids arbejdsløshed (måske, forhåbentligt) fundet sin plads i arbejdsmarkedet igen. Jeg krydser fingre for ham.

Vi har af moderne bekvemmeligheder hvad vi har brug for. Internet, bredbånd, køkkenmaskiner i stribevis. Ting der skulle gøre hverdagen nemmere. Mere overskuelig. Bilen har vi solgt. Den var for dyr at holde med kun een indtægt. Det var ikke traumatisk. Det var hverken sørgeligt eller trist. Vi har klaret os fint uden.Vi cykler – eller bruger s-tog. Det går fint.

Kun når vi skal på længere ture kommer tankerne tilbage – det ville nu have været rart med en bil.

Det jeg drømmer om? En varm sommer. Er lykkelig når jeg kan sidde på en havestol og nyde solsikinnet. Jeg har endda ikke længere selv behovet for at være hende der holder, plejer passer udenoms arealerne. Det er nok at være. Til stede, levende.

Er det sørgeligt – har jeg givet op – er jeg patetisk og gammel? Den yngre udgave af mig selv ville have været rasende og syntes at jeg var forfærdeligt kedelig. Have sparket noget støv op og forsøgt at gøre det lidt bedre, lidt hurtigere, lidt mere. Gør lidt mere. Men jeg gider, ikke. Vil ikke. Det her er mig nu. Midt i livet. I fyrrerne. 

Jeg vil ikke styres af tanker og andres forestillinger om hvad jeg burde, skulle, kunne og burde. Det er mig der bestemmer. Ikke over de store ting; liv, død arbejdesløshed og finanskrise. Men over mig og min dag. Det er mig der bestemmer om det bliver en god eller en dårlig dag. Det er mig der suverænt afgør om det er ok at nyde solskinnet mens det er der – eller om det er mere fornuftigt at vaske køkkengulvet endnu en gang.

Det kunne da være fuldstændig fantastisk at komme på ferie endnu en gang. – I de unge år som det hedder (gisp, ser jeg allerede tilbage på min ungdom – indeni er jeg jo kun 25 år) rejste vi meget. Rigtig meget. Der blev arbejdet hårdt og så tog vi 2-3 gange om året på ferie. Gerne aktive ferie med udfordringer og fuld fart på. Nu tænker jeg at det ville være skønt med bare et lille fredeligt sted med god varme og en skøn pool. Gerne nær havet. Jeg elsker havet. Duften og lyden af havet gør mig rolig indeni. Jeg drømmer allerede mere ved tanken.

Og drømme – de har det med at blive til virkelighed, hvis bare mand drømmer dem længe nok.

Jeg er meget tilhænger af reality-genren, så det virker måske også naturligt for mig at gribe til forsvar over for, hvad der til tider stemples, som en beskyldning mod reality-genren. Den nye tendens til at deltage i reality-programmer for selv at få etableret sig et image er noget, som man i høj grad oplever i hverdagen. Sidste sæson af Paradise Hotel gav anledning til, at individer som Amalie Szigethy samt kæresten Peter definitivt overtog mediernes rampelys. Det er altid svært at dømme andre individers foretagender, fordi vi ikke er i stand til at læse deres tanker, og derfor er det svært at fastslå, hvorvidt deltagere af reality-programmer medvirker for selv at tilegne sig fremtidige jobs og berømmelse. Man kan for eksempel lægge mærke til Paris Hilton, som har fået tilegnet sig et image som en forkælet kvinde, som altid går rundt med sin søde hund, som selvfølgelig har eget hundetegn, og hvad der ellers følger med. Man kan tage udgangspunkt i deltagernes handlinger og interaktioner med hinanden og derved måske nå frem til en følgeslutning. Amalie Szigethy er blevet kendt for at være enormt underbegavet, og inde på Paradise Hotel var kæresten Peter samtlige gange Amalie utro, uden hun havde nogen som helst anelse om, hvad der foregik bag hendes ryg, selvom parret opholdt sig på samme hotel med kun otte andre deltagere. Der kan altså endvidere stilles spørgsmålstegn ved, om hvorvidt deltagerne på hotellet har haft kendskab til utroskaben, hvor vi som seere simpelthen ikke får tildelt den givende information for at gøre programmet mere spændende. Det ironiske perspektiv er fremdeles, at Amalie Szigethy har fået tildelt adskillige jobs efterfølgende, så hertil kan der stilles delkonklusionen, at jeg antager, at tv-producenterne skjuler rigtig meget for seerne for at få reality-programmerne til at virke mere interessante og spændingsprægede.

Nu til dags realityprogrammer

I dag har næsten alle medvirkende deltagere medbragt sig et stykke sexlegetøj, hvilket bestemt ikke var normen i 2001. I størstedelen af alle reality-programmer som er aktuelle i dag, kan der overværes seksuelle samleje deltagerne imellem, hvilket bestemt ikke er tabu. Deltagerne har sex for åben skærm, hvor seerne så ivrigt har muligheden for at overvære selv de mest absurde sex-positioner. Derfor synes jeg bestem ikke, at det senmoderne samfunds reality-programmer er blevet mere velopdragent TV, derimod mener jeg, at det opfordrer unge seere til at handle på samme måde som deltagerne i selve reality-programmet. Ifølge Magnus Adanczewski, direktør i TV3 Casting, er det senmoderne samfunds reality-programmer blevet mere velopdragent TV. Denne påstand kan jeg bestem ikke identificere mig med, eftersom jeg mener, at nu til dags reality-programmer i langt højere grad er blevet mere sjofle. Et eksempel som henvender sig til artiklen vil være Jill Liv Nielsens historie om, hvordan hun medbragte et stykke sexlegetøj i programmet Big Brother og har som følge deraf sidenhen fået stemplet sig et image som ”Dildo-Jill”. Denne begivenhed fandt sted i år 2001, da Jill Liv Nielsen var medvirkende i Big Brother for første gang, og jeg mener bestemt, at tendensen har ændret sig årene igennem.

Er du på udkig efter et super billigt hundebur – et hundebur til en god pris, hvor det virkelig kan betale sig og hvor kvaliteten er helt i top? Ja, så er du kommet til det helt rette sted, hvis du vil have det bedste til menneskets bedste ven og forhåbentligt også DIN bedste ven – ja næsten da

På Hundebur.net finder du de bedste tilbud på solide hundebure, der holder – hundebure, du kan være din bedste ven bekendt.

Er det overhovedet etisk at bruge et hundebur?

Ja! Især hvis du skal transportere din hund, så er det en rigtig god ide at have den i et bur, så den kan være tryg og sikker.

Nogle anvender også disse bure til hunde som straf, og det er en dårlig ide! Det vil jeg bestemt ikke anbefale. Det er aldrig godt at straffe en hund. Tænkt på din hund som en god ven. Ville du også straffe din bedste ven og fjerne dens frihed, hvis han eller hun ikke lige kunne overholde en aftale og makke ret. Nej vel!

Så brug et hundebur med omtanke.

Du kan godt bruge det, hvis du er ude af huset, og hunden normalt ville ødelægge en masse ting i dit hjem. Men så ligger problemet altså et andet sted. Dermed ment, at det kun er en midlertidig løsning, hvis du altså spørger mig. Der er mange meninger og debatter om emnet, og nu ved du i hvert fald, hvad min holdning til alt dette er.

Jeg elsker at tage ud i byen med mit kamera. Komme ud og tage billeder er hverdags livet, menneskerne jeg ser på min vej. Smukke bygninger der ligger rundt om i København, bygninger almindelige mennesker ikke ser det smukke arkitekt tur i. Jeg ser lidt mine billeder som en street kunst. Jeg tager billeder af livet her og nu. Den gamle trætte vagabond, der for sig en skraber på en bænk i indre by. Moren der cykler af sted sin datter spændt fast i en cykelstol. Folk der venter på S-toget, de tålmodige og dem der er ved at gå til. Folk i bussen. En gammeldame der er på vej ud i verden. Børn der leger i gaderne. Tiggerne, der sidder på alle hjørner. Arbejderne der kæmper med at gøre Københavns byfornyelse til en virkelighed. Taxichaufføren der tager sig en skraber. De unge fyrer i Streetwear med deres skateboard under armen, eller dem der komme susende ned af gaderne, fuld af tricks. Jeg tager mit kamera med ud i byens natteliv. For at tage billeder af de unge mennesker i køerne, med deres flotteste festtøj, nye sko, højt hår og fin makeup. Billeder af de rå dørmænd, med varme smil, der ønsker alle en god aften. De tomme glas og flasker der pynter på alle hjørner. Folk der slingrer ned af strøget, feststemte, parate til en nat fuld af sjov. Et billede af flaskesamleren, der går hele natten, samler pantflaskerne sammen, som de unge smider omkring sig. Nogen fordi de er ligeglad, andre fordi de ved at det er hvad nogle af dem lever af. Politiet, der stille triller forbi, sørger for at holde byen i ro og orden. En tur ned forbi nyhavn, tage et billede af gaden smukke lys, skibene der ligger og gynger smukt i månens natteskær. De unge mænd i deres Streetwear der hænger ud på gadehjørnet, spiller lidt smarte. Pølsemandens glade smil, og vanter, mens han venter på nattens gæsters appetit skal slå til. En tur i S-toget, billeder er folk der er faldet i søvn, folk der har travlt med at kysse hinanden. Morgensolen står op, ud komme børnefamilierne, og en dag er begyndt, en tur i parken viser de forelsket par, der går hånd i hånd. Familien der er ude og lege med deres unger, på vej i Zoologisk have. En løber der giver sit max for at yde sit bedste på dagens tur. En hund der løber og griber pinde, leger med andre hunde. Et par veninder med kaffe i hånden på en bænk, fordybet i samtale. En fuld cafe af glade mennesker. Mit kamera indeholder den almindelig dansker, de små ting hverdagen vi ser hver dag, men uden at tænke videre over. Jeg ser livet sorg, glæder og gør det til et stort portræt. Jeg elsker det. Det giver en livs glæde for mig, og kunsten at forevige en hverdag er fantastisk. Kunst behøver ikke altid være store sære malerier man alligevel ikke forstår en pind af, andet end de er vildt sære.

Min far ville gerne være selvstændig dengang han mødte min mor for små 32 år siden.  Så min mor kiggede på ham og sagde så stifte et aps som revisor og udlev din drøm. Min mor bakkede min far op i hans kamp, og i dag står han med et aps firma som har 30 år bag sig. Det er imponerende at tænke på.

Jeg var ikke mange år gammel, før jeg første gang sagde til min far, ih jeg vil gerne arbejde med bygninger. I årenes løb har mine drømme arbejdet sig omkring bygninger. Først ville jeg være ejendomsmægler. Så ville jeg være bygningskonstruktør, så ville jeg igen være ejendomsmægler, så ville jeg være entreprenør. Jeg har danset rundt om uddannelser der omhandler bygninger i mange år. Men uden at kunne træffe den helt rigtige og endelige beslutning. Men nu er jeg endelig kommet tættere på mit valg.

Jeg var på uddannelse messe, og mødte en arkitekt som jeg faldt i snak med. Hun fortalte mig om sit job. Hun restaurerer gamle bygninger. Hun talte så levende om det, og jeg følte mig helt forelsket. Jeg har altid været dybt fascineret af gamle bygninger, den måde de er bygget på, og alle de smukke detaljer der lå i det.

Vi stod rigtig længe om hendes job, og hun tilbød mig så at komme ind på hendes tegnestue, være med hende på arbejde i en dag. Jeg takkede selvfølgelig ja med det samme. Det var en utrolig chance for at komme helt tæt på det jeg drømmer om at bruge mit liv på. Jeg fik hendes visitkort, og gik som en lykkelig pige ud af den uddannelses messe.

Jeg ringede til hende, og var med hende på arbejde en hel dag. Vi var ude og se på en ejendom hun skulle restaurere, så gik vi hjem på tegnestuen og snakkede, begyndte at skitse på tingene, lave masse researche om lige den tidsalder.

Da jeg kom hjem, var jeg ikke to sekunder i tvivl. Jeg vil være arkitekt med speciale i gamle bygninger. Jeg vil lave gamle bygninger, og jeg vil kunne tage en gammel lade, lave den om til et unikt hjem.

Jeg har fundet mit kald i livet, jeg har ro i maven. Jeg glæder mig så meget til at komme i gang. Min helt store drøm er en dag at have min egen tegnestue, med masse dygtige arkitekter til at arbejde for mig. Jeg har altid drømt om at have min egen virksomhed. Det ville være fantastisk kunne gøre det som arkitekt. København er unik by at gøre det i. For København er fyldt med smukke gamle bygninger, som der ør bevares, de skaber charmen i byen. Jeg vil gerne være med til at bevare denne fantastiske charme.

Jeg har en hobby, hvor jeg i fritiden tager billeder af helt unikke bygninger, og træk ved bygninger. De er smukke, og giver en helt fantastisk inspiration til mit arbejde. Jeg glæder mig til at blive uddannet arkitekt og komme i gang.

At rejse er at leve

Det ordsprog kender vi vist alle sammen. Men faktisk passer det ikke, at vi alle elsker at rejse, for selve rejsen, eksempelvis en 5 timer lang flyvetur til Mallorca, kunne vi godt leve foruden. Det er selve det at besøge steder og andre lande, som vi elsker.

Jo-jo, lidt flueknepperi skal der vel være plads til.

Billige rejser

Og hvis en rejse er for dyr, så hader vi det endnu mere. Derfor er det selvfølgelig rart at kigge efter de billige rejser, og her vil jeg anbefale, at du kigger efter afbudsrejser. Du kan eventuelt se tips til at finde afbudsrejser på billigeafbudsrejser.com. Og mulighederne for at finde en billig rejse – hvad enten det er en charterrejse til Mallorca eller en skiferie til Montgenevre – er ganske store.

Følg de to links, hvis du er interesseret i at finde nogle rigtigt billige rejser.

Hvorfor elsker vi egentlig at rejse?

… ja – eller hvorfor elsker vi at besøge steder, burde spørgsmålet så lyde.

Det er svært at sige. Det er ikke alle, der vil rejse jorden rundt og se alt fra Eiffeltårnet til Saharaørkenen, men mange af os kan godt lide at opleve noget nyt og at komme væk fra vores ellers travle hverdag. Størstedelen af befolkningen arbejder fuldtid, og så er det jo tiltrængt at komme væk og nyde sol og vand eller sågar sne, hvis det er det, der skal til.

En låsesmed i København blev min redningsmand!

Jeg er en enlig mor, med fart over feltet – hvis jeg selv skal sige det! Desværre, med lidt for meget fart på en gang i mellem, og det fik jeg bevidst her den anden dag, da jeg måtte søge hjælp hos en låsesmed i København.

Jeg arbejder i et advokatfirma på Frederiksberg, og vi har mildest talt rigtig meget at se til lige for tiden.

Forleden dag, blev jeg ringet op af min datters skole, midt i et vigtigt møde. Jeg tog mig selv i, at være meget irriteret da jeg tog telefonen. Skolens rare sekretær fortalte mig, at jeg havde en syg datter, som meget gerne skulle hjem, hurtigst muligt. Jeg svarede, at jeg selvfølgelig ville komme med det samme, men i og med jeg arbejder på Frederiksberg, har jeg, som minimum, en halv times kørsel til min datters skole.
Pinligt som det var, måtte jeg afbryde mit vigtige møde, og så løb jeg ellers ned til bilen. I det jeg satte mig ind i bilen, fandt jeg ud af, at jeg havde glemt min telefon oppe på kontoret. Nå, ud igen og så smækkede jeg ellers bare døren til bilen og løb op for at hente min telefon.
Da jeg kom ned til min bil og tog fat i døren, fandt jeg ud af, at den var låst. Det var jo selvfølgelig smart, når jeg lige havde været væk fra bilen, men ikke særlig smart, når jeg havde glemt at tage nøglerne med mig! Nøglerne var derfor inde i bilen, og jeg stod udenfor og kunne ikke komme ind i den.

Mit ellers så klare overblik forlod mig, og jeg er på grænsen til at gå i panik, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. I det samme opdagede jeg en bil på den anden side, med teksten ”HV Låseteknik” samt et telefonnummer – jeg skulle da have fat i en låsesmed, tænkte jeg. Jeg ringede nummeret op som stod på bilen, da jeg ikke er bekendt med låsesmede i København.

Jeg forklarer låsesmeden i telefonen, at jeg var på Frederiksberg i København, og at jeg havde låst mig ude af min bil. I alt held, havde han lige været i kontakt med den låsesmed som holdt på den anden side af vejen, som næsten var færdig med sin opgave. Han ville derfor blive sendt over til mig efterfølgende.
Der gik ikke længe før der stod en venlig ung låsesmed fra HV Låseteknik, og hjalp mig med at komme ind i min bil.

En halv time senere var jeg hos min datter, som rigtig nok ikke havde det særlig godt. Så vi kørte hjem, og havde derefter en stille og rolig eftermiddag på sofaen. Bare mig og hende.

Jeg har siden da gemt telefonnummeret til HV Låseteknik, hvis jeg en anden gang skulle få brug for en låsesmed i København. 

Så hvis det skulle ske igen er jeg sikker på hvem der altid kan hjælpe når man har brug for det 

TV-serien Drengene fra Angora var langt hen ad vejen præget af trangen til at opfinde og rendyrke en lang række karakterer, der skulle afvige så meget som muligt fra normen, og jeg mener i bund og grund, at serien var ganske fattig på stillingtagen til samfund, magtelite, integration og lignende stof. De tre Angora drenge, inklusiv Simon Kvamm, fremstod i serien ikke specielt samfundsbevidste. De fokuserede nærmere på at dyrke det spøjse, afvigende og underfundige i mennesker i streetwear tøj, hvilket jeg mener i længden skaber tomhed i komikken. Serien manglede holdning efter min mening, og med sine mange sarkastiske udtryk er det upassende, at Simon Kvamm ønsker at være sin generations talerør. Umiddelbart efterspørger jeg også, hvorfor den overfladiske ironiske kraft er så dominerende, at man som kulturforbruger ikke kan undgå at støde ind i den til hverdag, eller i TV-serier og film såsom Klovn, Nynne og Bridget Jones’ dagbog. Jeg mener, at selvironien tjener som maskeret selvpromovering og at den har sine rødder i tryg forvisning om, at man har sit på det tørre. Det er der dog andre der ikke har, og når ironien erobrer sproget i det offentlige rum, kan det gå ud over disse. Ironi kan, ifølge mig, uden klar etisk bevidsthed udarte en slags ubevidst kynisme, eftersom det ifølge hende er den etiske tankegang, der alene bør opfordre mennesket til at sætte sig i en barmhjertighedsposition i forhold til andre.
Jeg mener også, at ironi kan skade samvittighedsfølelsen hos den enkelte, hvis sproget og tankegangen gennemsyres af denne. Eksempler på folk der bruger for meget ironi i det offentlige rum er ifølge mig folk såsom: Villy Søvndal, Niels Hausgaard, Steffen Brandt og Erik Clausen. Derfor mener jeg, at det er særdeles aparte, at disse figurer er blevet nævnt som mulige præsidenter i en kommende dansk republik, for hvis disse blev ophøjet til en særlig position i samfundet ville nationens ansigt udadtil bestå alt for meget af ironi. Endvidere synes jeg også, at den generation som Simon Kvamm og andre i 30’erne tilhører, lever i en tid præget så voldsomt af sarkasme, at andre satirikere såsom Mads Brüggers og Mikael Bertelsens dobbelttydige TV-stil med billigt tøj, allerede virker sært gammeldags. Derfor mener jeg, at der er brug for et talerør, der kan inspirere andre til at forstå, at mennesket konstant opholder sig i grænselandet, hvor det må kæmpe med at bevare forbindelsen til det etiske og medfølende i forhold til ens nærmeste. Medierne er ifølge mig er en stor skurk. Den store ironi bliver i medierne så stor og voldsom en kraft, at den lokker os ind i en tilstand af tryg distance til livets alvor, hvilket man må erkende eksisterer for at kunne føle sig forpligtet i verden i absolut forstand. Jeg mener hovedsageligt, at det er forkert at udnævne komikere som repræsentant for sin tid. I stedet burde denne post bestrides af forfattere, filosoffer eller kunstnere, der har gennemskuet ironien som det, der kan få den enkelte til at ignorere ens personlige ansvar. En ironi, der bevirker, at mennesket ikke vil indlade sig med verden men i stedet medfører, at mennesket vælger den nemme løsning og nøjes med at grine.